LOKALHISTORIEN
MEDLEMSBLAD FOR
Ravnsborg Lokalhistoriske Forening


Artikel fra blad nr. 10 - 2001


Møllen i Vester Nordlunde

 

Som enhver anden landsby havde også Nordlunde sin egen vejrmølle. Møllen lå oprindelig på matrikel nr. 27 - nuværende Højfjældevej – hvor dens historie kan føres flere hundrede år tilbage i tiden. Den sidste møller hed Johan Christian Rasmussen, og efter hans død i 1890´erne indstilledes mølledriften. Enken blev boende og drev høkerforretning, indtil hun i 1905 solgte resterne af møllen til Jens Jørgen Jørgensen.

På det tidspunkt var der dog en ny mølle under opførsel andet steds i sognet.

Christian Biel Knudsen havde bygget og drevet møllen i Svinsbjerg siden 1895, men solgte den i 1904 til sin møllersvend for selv at starte op i Nordlunde.

Den 13.12.1904 udstedes skøde fra Lauritz Christian Jensens enke til, Christian Biel Knudsen på ca. 6 tdr. land af matr. nr. 12a i Vester Nordlunde.

På denne parcel opførte Biel Knudsen i den nordlige ende i løbet af det følgende år en ny hollandske vejrmølle med tilbygninger og privat beboelse.

I folketællingen 1906 finder vi møller Knudsen med familie:

Nordlunde 1906 – mart. nr. 12a

Christian Biel Knudsen 24/10 1869 møller
Meta Sofie Knudsen 30/4 1876 kone
Andre Biel Knudsen 21/9 1895 barn
Gotfred Biel Knudsen 7/10 1896 barn
Valborg Marg. Knudsen 1/3 1898 barn

Fritz Biel Knudsen 20/3 1900 barn

Johanne Katr. Pedersen 30/10 1887 tj. pige
Chr. Theodor Klausen 11/9 1880 m.svend

Biel Knudsen 1869-1955

- var en driftig mand med mange poster. Foruden at drive møllen i Nordlunde, var han revisor på Kragemose mejeri. Han var revisor i sygekassen og menighedsrådsformand i sognet. Han startede en låneforening for mindre landbrug, hvor bonde eller husmand kunne låne til at købe en ko, en hest eller et hold grise.

Emmy Bonde - født Biel Knudsen - der i dag er 90 år gammel, er datter af mølleren i Nordlunde. Hun blev født den 9/5 1911 i møllehuset på Nordlundevej, og har i flere interview til både arkivet i Ravnsborg og Højreby fortalt om sit liv på Nordlunde mølle og telefoncentral.

I nr. 8 af Lokalhistorien bragte vi et uddrag, hvor hun fortalte om sin jul i Nordlunde. I det følgende en sammenfatning af hendes erindringer om møllen, og den telefoncentral der blev etableret ved møllen.

Ungdomsportræt af Emmy Bonde ca. 1925.

 

Fra en lille butik i gavlen var der fra møllen udsalg af mel og gryn, og da Biel Knudsens bror var bager i Kastager, kunne de levere mel til ham og købe brød og kage til udsalget i Nordlunde. En gang om ugen bragtes rug- og hvedemel til Kastager pr. hestevogn. Retur fik man så rugbrød, sigtebrød og franskbrød, det lå under en presenning. I en mindre kasse med hynde over, var der 2 rum, i det ene lå tvebakker og i det andet winerbrød. Den lille Emmy kørte tit turen med siddende på denne kasse. først gik turen hjem til møllen og udsalget og derefter rundt til kunderne med det friske brød.

Emmy bonde husker - at de her polske piger kom om aftenen sent og med de her store sjaler og tørklæder, og jeg synes de var hyldet ind, så jeg ved ikke hvad, og som barn synes jeg det var mærkeligt, men senere så gik de danske piger jo med tørklæder og sjaler, akkurat som polakkerne gjorde på det tidspunkt. Der var jo mange polske piger, fordi det var store roearealer, alle havde på de lidt større gårde. Derfor skulle de have meget hjælp for at få renset roerne, luget dem og taget dem op. Når de polske piger så rejste hjem til jul, som de jo gerne gjorde, så skulle de alle sammen have en sukkertop med her fra Vestlolland. Det var det reneste sukker, man havde, og det var dannet i en top på - ja vel, en ½ meter i højden. Hvor mange kilo der var i sådan et sukkertop, det skal jeg ikke kunne sige noget om, men de var flotte og så var de var pakket så fint, fint ind. Og de her polske piger, de var meget stolte af at få sådan en med hjem til Polen.

Møllen kørte frem til 1919, hvor den under en storm løb løbsk og blev ødelagt. Emmy Bonde fortæller om begivenheden - far var på vej hjem fra

Kastager, hvor han havde været nede med brødkorn til min farbror, der jo havde Kastager bageri. Han var på vej hjem, da det skete. Naboer nåede at redde møllen, så den ikke brændte. Jeg har fået at vide, at den undgik at bryde i brand ved hjælp af nogle femører. Dengang var det kobber femører, vi havde, og dem kom man under det sted, hvor der løb en aksel meget stærkt rundt, og de 5 ører blev slidt op i løbet af ingen verdens tid, så man var byen rundt for at samle på 5 ører.

Møllen blev ikke sat i stand igen, da ingen af Biel Knudsens sønner ønskede at drive den, og tiden efterhånden også var ved at løbe fra mølledriften. På det tidspunkt havde mange af gårdene fået indlagt elektricitet og havde deres eget valseværk. Biel Knudsen så derfor ikke de store muligheder i at drive møllen videre med fremmed hjælp, så den stod ubrugt i nogle år og blev revet ned i 1922/23.

Luftfoto af Møllevang taget efter af møllen var revet ned i begyndelsen af 20´erne.

 

Noget af materialerne blev brugt til et statshus på Rudbjerg marken ved Vesterborg, hvor en bror til Biel Knudsen slog sig ned.

I dag står alene møllens fundament med omkringliggende bygninger tilbage, men ejendommen bærer stadig navnet "Møllevang".

 

Telefoncentralen

I huset ved møllen havde man en telefon, der hørte under Horslunde central. Det var en af datidens dyre andelstelefoner, som man kunne låne ud imod betaling. Hver formiddag samledes gårdmænd og andre, der skulle telefonere, om bordet hvor der blev serveret kaffe med en lille en til, og dagligt blev børnene sendt ud med telefonbesked til telefonkunderne. Det kostede 5 øre for nærmeste boende, 10 øre for dem der boede lidt længere væk og 15 øre for de fjernest boende.

Hvis man kunne skaffe 12 abonnenter, kunne man få oprettet en ny landcentral, så møller Biel Knudsen fandt ret hurtigt ud af, at det måtte være en billigere løsning for ham. En ny central blev som regel oprettet hos en skomager, skrædder eller købmand - et sted hvor der altid var nogen hjemme.

I oktober 1909 blev således Nordlunde central oprettet med 17 abonnenter. Det var en fin start, og den blev hurtig større.

I de første år havde centralen ikke svarepligt aften, nat og helligdage, men hos smed Eriksen på Hovedvej 7 var der i gangen en nødtelefon. Om dagen stod døren åben, og opringninger derfra var vist nok gratis. Først i 1936 fik Nordlunde central svarepligt.

De første år kunne der om søndagen være 1 eller 2 opringninger, 3 var usædvanligt, mens man i de sidste år var helt oppe på 120 opringninger.

Under 1. verdenskrig blev der om morgenen telefoneret krigstelegrammer ud til centralen, der så skulle viderebringe dem til abonnenterne. Den lille Emmy Bonde sad tit på skødet af sin storesøster, når hun sad ved telefonbordet og syede eller strikkede. En dag satte hun pludselig ledningen i og ringede en abonnent op og sagde: "Nu gommer gristelegrammerne" - hun kunne endnu ikke sige K. Søsteren måtte skynde sig at undskylde over for abonnenten. Det var Emmy Bondes debut som telefonistinde.

I 1936 bliver Emmy Bonde gift og overtager sammen med sin mand Frederik Bonde ejendommen efter sine forældre, der dog blev boende hos dem de næste 17 år. Selvom det fortsat er faderen, der står for telefoncentralen, er det Emmy Bonde, der i paksis står for den daglige drift.

I 1945 overtager Emmy Bonde officielt centralen efter sin fader og er centralbestyrer frem til nedlæggelsen i 1971.

Hendes mand Frederik Bonde, der havde landbrug, biavl og frugtavl , var også nat-telefonist. En nat, hvor der var militærøvelse i området, og officererne boede på Toftegård, måtte han op 33 gange for at tage telefonen.

Ellers var det unge piger, som var ansat som hjælpere. I mange år havde Emmy Bonde piger på skift fra 7-14. og 14-21. De fik ikke nogen særlig uddannelse.

En af de unge telefonistinder der arbejde på Nordlunde telefoncentral engang i 50´erne.

 

Der var en udstrakt service på centralen. Man bestilte f.eks. ikke nummeret på den person, man skulle tale med, men bad bare om slagter Fugl om "dem hjemme" eller lignende. Centralen svarede også på spørgsmål om togtider – kan du ikke sige mig, hvornår går 6-toget i morgen fra Nakskov? - om fødselsdage og sølvbryllupper m.m.

- engang blev der ringet midt om natten ned til centralen, og det var en søn, som jeg godt kendte, der ringede hjem og ville fortælle forældrene, at han var blevet fader til en dejlig dreng,. Da jeg så ikke kunne ringe forældrene op, ja, så måtte jeg da skynde mig og ønske ham hjertelig til lykke og sige "jeg skal nok ringe til dem i morgen og fortælle det". "Jamen det er udmærket, vil du det", sagde han.

I 1969 var der flere snestorme hvor skolen måtte aflyse. Det meddeltes forældrene ved, at lærer Birkebæk orienterede centralen, der så kunne give beskeden videre. Efter flere gentagelser lød beskeden en lørdag: "Det er ikke Vor Herres mening, at der skal være skolegang om lørdagen". Det fortælles, at lærerne ikke var særligt nedtrykte derover, idet man så kunne samles om et hyggeligt morgenbord.

Telefonisterne var nærmest uundværlige i katastrofetilfælde. Der blev ringet til centralen, så snart der blev observeret røg ved en brand. Straks blev brandkorpset alarmeret. Derefter blev der ringet rundt til alle naboer, der smed hvad de havde i hænderne og ilede til hjælp. Mangen en brand er blevet mindre alvorlig på grund af den hurtige indgriben. Mogens Svendsen fra redningskorpset udtalte engang: 
"Det er kun i Nordlunde, vi kan nå at slukke en brand i en 4-længet gård".

Alle telefonledninger var på pæle, så de var sårbare, og efterhånden overbelastede af de mange nye forbindelser. Når en mast væltede, trak den som regel flere med sig. Det skete flere gange i de strenge krigsvintre 1942-44.

Emmy Bonde fortæller: - En af disse isvintre væltede ti telefonpæle, og det hele lå og roede nede på jorden, og vi havde ikke forbindelse til noget som helst. Og de der stakkels mennesker, der skulle gå der og fiske det op, det var jo et forfærdeligt arbejde at gå der med de der isbelagte tråde, og de sled, jeg ved ikke hvor mange par, handsker op hver dag, og det eneste de glædede sig til hele dagen var frokosten kl. 12 inde på Møllevang. Vi spiste selv lidt tidligt, og så fik de stuen, så de kunne sidde der med deres mad. Den første dag havde de holdt frokost ude i bilen, og da sprang spegepølsen af brødet, fordi den var så stivfrossen, så de ikke kunne bide den over.

Der blev selvfølgelig trukket nødledninger, så der var forbindelse til Nakskov, men det kunne vare flere dage, inden nettet var intakt.

Den 9. august 1943 blev der kl. 9 ringet fra centralen i Nakskov, at der omgående skulle lukkes for ekspeditioner. Lukningen var et dekret fra tyskerne og varede 1½ døgn. Ved samme lejlighed var broerne i hele landet lukket.

Under tordenvejr var det farligt at røre telefonen, der kunne stå en centimeter lang flamme ud af telefontragten.

Telefonpælene er bukket under for is og sne under 40'ernes hårde isvintre.

Emmy Bonde har prøvet at få et slag i øret, så hun var døv den første time efter, at tordenen var holdt over Nordlunde. Siden dengang opholdt man sig aldrig i stuen med telefonen under et tordenvejr.

Engang slog lynet ned i Mosegård i Nordlunde. Frederik Bonde var brandmand og skulle have sit armbind o.s.v. med, så den ældste søn snuppede bilen og kørte op i Nordlunde by for at alarmere folk. Bonde kom bagefter på cykel, men da han fandt bilen parkeret på sin vej, snuppede han den, og sønnen måtte cykle. Gården blev reddet.

Allerede i 1936 var Emmy Bonde sammen med sin far til et møde, hvor det var på tale at automatiserer landcentralerne. Hvornår det præcis ville blive, vidste man ikke på telefonselskabet. Planerne blev bremset af krigen, og Nordlunde central var en af de sidste centraler, der blev automatiseret. Det skete den 8. December 1971.

Ved nedlæggelsen i 1971 var der 110 abonnenter. Der havde været flere, men nogle var forinden overgået til Skovlænge.

John Grytner

Kilde: Emmy Bondes beretninger til arkivet i Højreby og Ravnsborg.